Dansk mål afgjorde danskerduel i Sverige
Elfsborg nåede både at være foran og bagud, inden kampen blev afgjort af et danskermål.
Der var lagt op til ren danskerduel, da Elfsborg tog imod Malmö.
André Rømer startede inde, mens Jeppe Okkels var at finde på bænken hos værterne. Malmö havde både Anders Christiansen og Lasse Nielsen med i startelleveren og Jonas Knudsen på bænken.
Michael Baidoo bragte Elfsborg foran på straffespark efter små 10 minutter, inden Isaac Thelin scorede på begge sider af pausen for Malmö, hvor Anders Christiansen var assistmageren til den sidste scoring, og dermed var gæsterne pludselig i front.
Baidoo var dog ikke færdig og bragte balance i regnskabet med et kvarter tilbage af kampen på en assist af danske Jeppe Okkels.
André Rømer ville dog ikke nøjes med et point, og med 10 minutter tilbage af kampen afgjorde han det hele med sin scoring til 3-2.