
Officielt: Uønsket Barca-back rykker til AC Milan
Sergino Dest har været uønsket i FC Barcelona, og nu er fremtiden på plads i italienske AC Milan.

Foto: Albert Gea/Reuters/Ritzau Scanpix
Amerikanske Sergino Dest var spået en stor fremtid, da han kom til FC Barcelona fra Ajax i 2020.
Højrebacken havde dog svært ved at leve op til forventningerne, og det fik træneren, Xavi Hernández, til at ønske en fremtid uden Dest.
Nu er den 21-åriges næste destination så fundet, og det bliver hos de italienske mestre fra AC Milan på en lejeaftale for resten af sæsonen.

AC Milan får muligheden for at gøre aftalen permanent med en købsoption på 20 millioner euro svarende til knap 150 millioner kroner.
Sergino Dest har spillet 72 kampe for FC Barcelona i de seneste to sæsoner.