
Officielt: Durmisi udlejes til spansk fodbold
Den danske venstreback Riza Durmisi skifter til spanske Leganés.

Den tidligere landsholdsback Riza Durmisi har kigget efter regelmæssig spilletid længe.
Opholdet i italienske Lazio har ikke givet mange muligheder, men nu får han formentlig mere græs under støvlerne. Durmisi udlejes nemlig til spanske Léganes resten af sæsonen.

Venstrebacken med fortid i Brøndby IF startede sit udlandseventyr i 2016 med skiftet til Real Betis. Efter to sæsoner i LaLiga fulgte et kedeligt ophold i netop Lazio, der de seneste to år har udlejet danskeren af to omgange.
Nu fortsætter tendensen altså for tredje sæson i streg med det midlertidige skifte til Léganes, der spiller i den andenbedste spanske række.
Riza Durmisi forsøger formentlig at kæmpe sig op til en plads i landsholdstruppen ved VM. Han er noteret for 23 A-landskampe for Danmark.