Arteta roser reaktion efter kæmpebrøler: De ville, de prøvede, og de gjorde det
Mikel Arteta var meget tilfreds med den karakter, hans spillere viste i modgang, da de vendte 0-1 til 2-1 mod Fulham.

Der var tale om et eksempel på zero to hero, da Arsenal lørdag slog Fulham.
Arsenals brasilianske forsvarsspiller, Gabriel, serverede kluntet 0-1-scoringen til Aleksandar Mitrovic, men endte til sidst med at sende sejren til Arsenal med scoringen til 2-1.
Og netop reaktionen fra ikke bare Gabriel, men samtlige Gunners, var, hvad Arsenal-manager, Mikel Arteta, frydede sig mest over, da han efter kampen snakkede med BBC Sport.
- Vi lavede en fejl, og de straffede os for den, men måden vi reagerede på i modgang, forbindelsen med fansene, måden vi greb det an på - holdet troede på det, fortæller Mikel Arteta og fortsætter:
- De ville vinde kampen, de gik efter det, og vi lykkedes med at gøre det, fortæller spanieren og udtrykte også sin glæde over Gabriels mentale udvikling.
- Det viser hans karakter, og hvor langt han er kommet. Hans mentalitet, og måden han passer på sig selv på, gør mig meget glad, forklarer manageren.

Med sejren genvinder Arsenal Premier Leagues førsteplads, inden femte runde sparkes i gang i midtugen. Her møder Arsenal onsdag aften Aston Villa klokken 20:30. En kamp, der kan følges på TV3 MAX.













