Avis: AGF i dialog om svensk offensivspiller
AGF solgte tidligere på måneden Albert Grønbæk til norske Bodø/Glimt. Nu meldes aarhusianerne i kontakt med IFK Göteborg om en 21-årig offensivspiller.
AGF sagde tidligere i august farvel til Albert Grønbæk, der er skiftet til norske Bodø/Glimt. Men nu har klubben måske fundet en afløser.
Den svenske avis Sport Bladet erfarer nemlig, at AGF er i dialog med IFK Gøteborg om klubbens offensivspiller Kevin Yacob.
21-årige Yacob, der kan spille flere pladser på midtbanen og i offensiven, har kontraktudløb med IFK Gøteborg ved årsskiftet og kan derfor frit forhandle med interesserede klubber allerede nu og skifte transferfrit ved udgangen af kontrakten.
Artiklen fortsætter efter reklamen
AGF vil dog helst have den unge svensker med det samme og er angiveligt i dialog med IFK Gøteborg om en transfer inden det danske transfervindue lukker ved udgangen af måneden.
Kevin Yacob skulle ellers have forhandlet en kontraktforlængelse på plads med sin klub. Men med den aarhusianske interesse kan det være, det slet ikke bliver til noget.
I denne sæson har Yacob scoret fire mål og lavet to assists i 15 kampe. Det er i alt blevet til seks mål og 3 assists for svenskeren i de i alt 42 kampe for IFK Gøteborg.
AGF skal i næste kamp møde AC Horsens ude. Det er på fredag, og opgøret sættes i gang klokken 19.00. Kampen vises på TV3 Sport og Viaplay.