3F Superligaen

Highlights: Randers slår Viborg og er fortsat ubesejrede

Efter seks spillerunder er Randers FC Superligaens eneste ubesejrede mandskab. Søndag fortsatte kronjyderne sin flotte stime mod Viborg.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Randers FC havde forud for søndagens kamp ikke tabt i denne superligasæson, mens det for Viborg havde været alt eller intet.

Det blev der ikke lavet om på søndag.

Det blev nemlig Randers FC, der løb med en 1-0-sejr hjemme på Cepheus Park, og dermed er Randers efter seks kampe ubesejrede, mens Viborg har vundet, tabt, vundet, tabt, vundet og tabt.

Nok forgik det på Viborgvej, men det var Randers FC, der søndag havde hjemmebane i lokalopgøret mod Viborg FF.

Første halvleg var en jævnbyrdig affære, hvor blot 18-årige Filip Bundgaard for tredje kamp i træk havde henvist Randers’ rekordindkøb, Stephen Odey, til en plads på bænken.

Det skulle vise sig at være en ganske fin disposition af cheftræner Thomas Thomasberg, for tre minutter efter pausen var det netop unge Bundgaard, der fik for meget plads på kanten af Viborg-feltet og flot kunne curle bolden ind bag Lukas Lund i Viborg-målet.

Scoringen fik Viborg til at sætte sig ganske markant på spillet, og af flere omgange var de grønblusede tæt på en udligning.

To minutter før tid burde udligningen være kommet, da Viborg slog et hjørnespark ind i hovedet på slovenske Zan Zaletel, men på nærmest mirakuløs vis nåede Patrik Carlgren op til forsøget.

Viborg fortsatte presset, men ind ville bolden ikke, og dermed blev det til en smal 1-0-sejr til hjemmeholdet fra Randers.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P