Officielt: Ny kontrakt til Zanka i Premier League
Han var selv med til at redde dem, og nu belønnes Mathias 'Zanka' Jørgensen med en ny kontrakt hos den engelske danskerklub Brentford.
Det startede godt men sluttede mindre godt.
Mathias ‘Zanka’ Jørgensen havde en sæson med både op- og nedture i Brentford i sidste sæson, men med en forholdsvis sikker afstand til nedrykningsstregen kom oprykkerne sikkert i mål.
Den danske forsvarsspiller bidrog dog kun med én kamp i løbet af de sidste 27 Premier League-kampe, efter han ellers tidligere på sæsonen havde slået sit navn fast. Nu har Thomas Frank og Brentford dog igen skrevet kontrakt med danskeren.
– Vi har hele tiden ønsket at forlænge Zankas kontrakt og er glade for, at det nu er sket. Han gjorde det rigtig godt for os i sidste sæson i de kampe, han spillede, og han var fantastisk at have i truppen som en erfaren spiller, lyder det fra manager Thomas Frank.
– Han er unik i det, han giver udenfor banen. Han giver truppen en masse både når han spiller, og når han ikke spiller ved at give små råd til yngre spillere og ved at skubbe alle til træning, lyder det videre fra Frank.
Den danske midterforsvarer har igen skrevet under på en étårig kontrakt med Premier League-klubben, som dog har mulighed for at forlænge kontrakten med yderligere et år.
Der er dog en grund til, at Brentford ikke før nu har tilbudt den tidligere F.C. København-anfører en ny kontrakt.
-Han fik en ret stor skade i april, og vi var nødt at sikre os, at han var tilbage i form. Det er vi blevet forsikret om under pre-season. Han spillede 75 minutter i en træningskamp bag lukkede døre mod en Premier League-modstander tidligere på ugen. Han er et godt sted, lyder det fra Thomas Frank.
Mathias ‘Zanka’ Jørgensen har spillet 35 landskampe for Danmark, og med sine 32 år trækker han markant op i gennemsnitsalderen hos Brentford, som lyder på lige knap 25 år.