CL-overblik: Bah og Benfica stryger mod gruppespillet og målrigt opgør i Israel
Kvalifikationskampene til Champions League fortsatte onsdag aften, hvor Benfica og israelske Haifa spillede sig tættere på gruppespillet.
Onsdag bød på tre kvalifikationskampe til gruppespillet i Champions League.
Først på aftenen delte Qarabag og Plzen i en kedelig forestilling til slutresultatet 0-0.
Senere var der mere underholdning at hente, da Benfica slog Dynamo Kyiv med 0-2 på udebane, og israelske Maccabi Haifa vendte kampen mod Røde Stjerne på hovedet til en 3-2 sejr.
I Kyiv lagde Benfica sublimt ud efter otte minutter. Her gjorde brasilianeren Gilberto det til 0-1.
I forrige runde af kvalifikationen fik FC Midtjylland angriberen Goncalo Ramos’ høje niveau at føle, da han leverede et hattrick i det første opgør. Han havde medbragt målstøvlerne nok engang med scoringen til pause- og slutresultatet 0-2.
Danske Alexander Bah kom ind fra bænken med 20 minutter tilbage, men gjorde ikke det store væsen af sig.
I Israel fik Haifa en drømmestart. Den bomstærke angriber Frantzdy Pierrot fik stadionet til at boble med scoringen til 1-0 – men så satte Røde stjerne alle sejl til med to hurtige scoringer.
Først udlignede Aleksandar Pesic og 12 minutter senere var serberne i front på et mål af gabonesiske Guelor Kanga.
I anden halvleg fik hjemmeholdt føringen tilbage hurtige end de havde givet den væk, da Pierrot udlignede efterfulgt af Tjarron Cherys scoring til 3-2.
Opgøret var tæt på at finde sin sjette scoring i begge ender. Det blev dog ikke til mere, og Haifa tager til Serbien i næste uge med overhånden.