
Officielt: City henter ung spanier
Manchester City har hentet den 21-årige spanier i belgiske Anderlecht på en fire-årig aftale.

Efter adskillige rygter omkring Manchester City og den unge spanier Sergio Gomez er det nu officielt.
Gomez skifter til Premier League-klubben fra belgiske Anderlecht på en fire-årig aftale, oplyser klubben på sin hjemmeside.
Den 21-årige venstreback får trøjenummer 21 i Manchester City.
Artiklen fortsætter efter reklamen
Den spanske U21-landsholdsspiller er glad for skiftet til Manchester-klubben og roser i samme ombæring klubbens manager, Pep Guardiola.
– Jeg er utrolig stolt og glad over at skifte til Manchester City. City er det bedste hold i England, og i Pep Guardiola (City-manager, red.) har jeg en chance for at lære og udvikle mig under den mest fremragende træner i verdensfodbolden, siger Gomez og fortsætter:
– At være en del af denne klub er en drøm, der går i opfyldelse for mig, og noget enhver ung spiller ville stræbe efter. Antallet af trofæer, City har vundet i løbet af de sidste par år, har været utroligt, og den fodboldstil, holdet spiller under Pep, er den mest spændende i Europa.

Udover Anderlecht (50 kampe) har Sergio Gomez spillet for Dortmund (3 kampe) og SD Huesca (68 kampe). Derudover har han fået sin fodboldopdragelse i FC Barcelonas ungdomsafdeling.