
Medie: Chelsea henter talent i Inter
Ifølge Sky Sports har Chelsea indgået en aftale med Inter, der sender et 19-årigt talent til Stamford Bridge.

Spillertruppen i Chelsea har været som en svingdør i sommerens transfervindue.
Antonio Rudiger, Andreas Christensen, Romelu Lukaku og Timo Werner har forladt London-klubben, mens Raheem Sterling, Marc Cucurella og Kalidou Koulibaly er blandt de største tilgange.
De seneste uger er Chelsea blevet sat i forbindelse med Evertons Anthony Gordon, men nu har man en aftale på plads med et andet talent.
19-årige Cesare Casadei skulle ifølge Sky skifte til Stamford Bridge på en permanent aftale fra Inter. Det unge talent har i de seneste tre sæsoner spillet for Inters U19-mandskab, og har blot repræsenteret førsteholdet i en enkelt kamp under forberedelser til denne sæson.

Chelsea har angiveligt lagt 111 millioner kroner for den italienske midtbanespiller, hvoraf 37 millioner kroner bliver potentielle tilføjelser.