Highlights: Drama, danskerscoring, drømmemål og sen udligning da Tottenham gæstede Chelsea
Chelsea tog søndag imod Tottenham på Stamford Bridge - en kamp, der havde det hele. Der var både drømmemål, drama og en danskerscoring undervejs, og især de to managers, Antonio Conte og Thomas Tuchel, kom i fokus kort efter slutfløjt, hvor de begge modtog et rødt kort.
Chelsea tog søndag imod Tottenham i sæsonens første opgør mellem to af de forventede top seks-klubber i Premier League.
Kampen blev en særdeles underholdende affære, der både bød på et drømmemål, en danskerscoring og stridigheder mellem klubbernes managers på sidelinjen, der begge fik vist det røde kort efter slutfløjt, hvor måltavlen viste 2-2.
Der var flere hjemmebanedebuter til Chelseas spillere fra start – Raheem Sterling, Marc Cucurella og Kalidou Koulibaly.
Sidstnævnte skulle blot bruge 19 minutter, inden han bragede sit første mål ind for Chelsea.
Her fandt bolden vej til en helt fri Kalidou Koulibaly efter et hjørnespark til Chelsea, og den nyerhvervede midtstopper kvitterede ved at banke bolden ind i det korte hjørne med en helflugter. 1-0 til Chelsea, hvilket også var stillingen ved pausen.
Efter en stor chance til Harry Kane kort tid for inden, blev det i stedet danske Pierre-Emile Højbjerg, der fik bragt Tottenham på kurs mod point efter 68 minutter.
Her modtog han bolden i højre side et par meter udenfor Chelsea-feltet, inden han udviste kynisme og sparkede bolden fladt ind langs jorden ved fjerneste stolpe til 1-1. Målet udløste en konfrontation mellem Antonio Conte og Thomas Tuchel på sidelinjen, der senere skulle vise sig at udvikle sig til det værre. Thomas Tuchel ville have haft frispark til Kai Havertz i situationen inden målet.
Chelsea-manageren blev dog hurtig god igen -i første omgang -, da Chelsea ikke skulle bruge lang tid på at tage en ny føring i kampen. Det skete, da Reece James efter 78 minutter blev spillet helt fri i Tottenham-feltet af Raheem Sterling, og med lethed udplacerede Hugo Lloris i Tottenham-målet.
Transfer Center Live 2022: Silkeborg-chef åbner for salg af HeleniusDet lignede en Chelsea-sejr indtil det allersidste, men fem minutter inde i dommerens tillægstid dukkede Harry Kane atter op – denne gang med et mål til følge.
Kort forinden opstod der tumult, da christian Romero rev Marc Cucurella omkuld ved at hive ham i håret. Episoden førte dog ikke til hverken frispark, gult eller rødt, og i stedet fik Tottenham lov til at tage endnu et hjørnespark, som altså fandt vej til Harry Kane, der kom højest og headede bolden i mål til resultatet 2-2.
Da kampen kort efter blev fløjtet af, opstod der stor tumult. Udefra set lignede det, at Thomas Tuchel ville have Antonio Conte til at kigge ham i øjnene, da de gav hinanden hånden. Den tyske Chelsea-manager holdt derfor hårdt fast i Tottenham-managerens hånd, og så brød helvede ellers løs. De to kamphaner fik efterfølgende vist det røde kort.
Se højdepunkterne under reklamen.
Chelsea 1-0 Tottenham (Kalidou Koulibaly, 19′)
Chelsea 1-1 Tottenham (Pierre-Emile Højbjerg, 68′)
Chelsea 2-1 Tottenham (Reece James, 78′)
Chelsea 2-2- Tottenham (Harry Kane, 95′)