Jess Thorup efter nederlag i Parken: Spillerne skal se sig selv i øjnene
F.C. København led fredag aften et 1-3 nederlag til Randers FC hjemme i Parken. Det har nu fået Jess Thorup til at rette en skarp kritik mod sine spillere.
F.C. København og Randers FC tørnede sent fredag aften sammen i Parken, hvor hjemmeholdet skulle forsøge at følge op på derbysejren i forrige weekend.
Den mission lykkedes langt fra og i stedet måtte Jess Thorups tropper gå fra banen med nul point og et nederlag på 1-3.
Det har nu fået cheftræneren til at rette en kritik mod sine spillere, der bærer en stor del af ansvaret. Det fortæller Jess Thorup til klubbens hjemmeside.
– Jeg forventer helt klart mere af den enkelte og af holdet, for vi må ikke falde så meget, som vi gør efter deres udligning, indleder FCK-træneren -med henvisning til, at hjemmeholdet stod bag kampens første scoring i begyndelsen af anden halvleg – og fortsætter:
– Det største ansvar er selvfølgelig mit, men jeg forventer også, at spillerne ser sig selv i øjnene, for det er uacceptabelt, at vi lukker tre mål ind på 12 minutter, når vi fuldstændig havde kontrolleret det hele indtil da.
Thorup til sine spillere: Lev op til det – ellers finder vi andre der kanI samme interview fastslår Jess Thorup også, at der er et stort problem i F.C. København, som der hurtigst muligt skal rettes op på.
– (…) vi svinger meget og også for meget, og det må vi gøre noget ved. Det var netop det, der kendetegnede os i foråret, at vi over en lang periode havde en meget solid defensiv med stort set samme hold, som her i efteråret har vundet den ene uge og tabt den næste, slutter Thorup, der sammen med sin trup har skrabet seks point sammen i de første fem kampe i Superligaen.
Point, der er kommet ved to sejre og som efterlader de forsvarende danske mestre med tre nederlag i sæsonindledningen.
F.C. København spiller sin næste kamp på tirsdag, når det tyrkiske mesterhold Trabzonspor lægger vejen forbi Parken i det første af to kvalifikationsopgør til Champions Leagues gruppespil.
Et opgør, som du kan følge på TV3+ og Viaplay med kampstart klokken 21:00.