Putin-tilråb koster Fenerbahce
Det kommer til at koste tyrkiske Fenerbahce på flere fronter, at deres fans dyngede Dynamo Kievs spillere til med tilråb med henvisninger til den russiske krig i det hjemland, som de lige nu er fordrevet fra.
De bliver straffet, men spørgsmålet er, om de bliver straffet nok.
Tyrkiske Fenerbahce røg tidligere på sommeren ud til ukrainske Dynamo Kiev i Champions League-kvalifikationen. Efter 0-0 på ukrainernes midlertidige og lånte hjemmebane i Polen, vandt det fordrevne hold 1-2 i Istanbul.
Fenebahce-fansene begyndte at synge den russiske præsident, Vladimir Putins, navn, som henvisning til krigen i Dynamo Kiev-spillernes hjemland.
Det koster nu den tyrkiske klub en bøde på 50.000 euro – cirka 370.000 kroner – samt et forbud mod at have mere end 5000 tilskuere til holdets næste kamp i UEFA-regi.
Ifølge BBC startede Putin-sangene, da Dynamo Kievs midtbanespiller, Vitaliy Buyalskyi, ved sin scoring til 0-1 lavede en ørne-gestus med hænder, hvilket af de tyrkiske fans blev opfattet som en henvisning til Fenerbahces ærkerivaler fra Besiktas.
Flere tusind tyrkiske fans deltog i sangene, som klubben efterfølgende var ude at fordømme.
– Vi gør igen tilskuerne opmærksomme på vores holdning, at sport og politik altid bør holdes adskilt, lød det fra klubben.
Dynamo Kiev spiller sig videre i Champions League-kvalifikationen efter dramaI UEFA’s afgørelse står der desuden, at straffen også gives for de objekter, der undervejs i kampen blev kastet på banen.
Fenerbahce røg ud til Dynamo Kiev, som efter en tyrkisk udligning scorede til 1-2 i overtiden. Fenerbahce er derfor røget ned i Europa League-kvalifikationen, hvor de blandt andet på mål af dansk-tyrkeren Emre Mor i første opgør slog tjekkiske Slovacko 3-0 på hjemmebane.
Hvis tyrkerne som ventet går videre, venter der dem et dobbeltopgør mod østrigske Austria Wien henholdsvis den 18. og den 25. august. Her vil straffen altså blive eksekveret.