3F Superligaen

Officielt: Silkeborg IF bruger penge efter kæmpesalg – henter ny angriber

Silkeborg IF er tilsyneladende begyndt at investere nogle af de penge, som salget af Rasmus Carstensen indbringer. Lørdag har de præsenteret en ny angriber i klubben.

Silkeborg IF, SIF, Silkeborg ny angriber, Tonni Adamsen.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Silkeborg IF oplyser lørdag, at man har hentet Tonni Adamsen.

Den 27-årige angriber kommer til klubben fra FC Helsingør, hvor han i forrige sæson blev noteret for 15 mål og 12 assists i landets næstbedste række.

Tonni Adamsen har været en særdeles ombejlet herre, hvor klubber fra både Norge og Sverige samt AGF er blevet meldt interesserede.

Dermed er Silkeborg IF formentlig begyndt at bruge nogle af de penge, som salget af Rasmus Carstensen kommer til at indbringe.

Her bekræftede klubben torsdag, at man har accepteret et bud på den talentfulde højreback.

Et bud, der ifølge Ekstra Bladets oplysninger sender Rasmus Carstensen til belgiske Genk og indbringer de danske bronzevindere 22,5 millioner kroner.

Silkeborg IF jagter Europa League: Drømmelodtrækning

Af Silkeborg IF’s hjemmeside fremgår det, at kendskabet til Tonni Adamsen ikke er helt nyt.

– Tonni Adamsen er en spiller, som vi vurderer til at passe som fod i hose til vores spillestil. Vi havde ham på besøg for godt to et halvt år siden, og vi har efterfølgende fulgt hans flotte udvikling i FC Helsingør. Tonni er dygtig teknisk og er god såvel i relationer som individuelt. Ja, og så kan han lave både mål og assists, hvilket vi tror på, at han også kan for SIF, lyder det fra Silkeborg IF’s sportschef, Jesper Stücker.

Også den målfarlige angriber selv glæder sig over skiftet. Han bekræfter desuden også, at der har været stor interesse for ham.

– Jeg er rigtig glad for, at alting er faldet på plads, så jeg kan komme i gang i Silkeborg. Jeg kender klubben en smule i forvejen og har et rigtig godt indtryk af det hele, og det har hele tiden været mit største ønske at komme hertil, selv om der også har været muligheder andre steder både i ind- og udland.

– Men jeg ser Silkeborg IF som en meget attraktiv klub med en ekstremt spændende spillestil, som jeg passer rigtig godt ind i, og der venter jo også en masse spændende opgaver både i 3F Superligaen og internationalt. Så jeg er rigtig glad for og stolt af at trække den røde trøje over hovedet og ser frem til at vise mig frem over for fansene på JYSK park, siger Tonni Adamsen.

Tonni Adamsen er blevet udstyret med nummer 23 på ryggen og en kontrakt frem til sommeren 2026.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P