Casper Tengstedt om Rosenborg-skifte: Kunne være interessant
AC Horsens-angriber Casper Tengsted er af flere medier sat i forbindelse med den norske storklub Rosenborg, selv vil han hverken afvise eller bekræfte interessen, men indrømmer, at Rosenborg er en interessant klub.
Han scorede 15 mål i 25 kampe, da AC Horsens i sidste sæson sikrede sig en hurtig tilbagevenden til Superligaen.
Det har skabt interesse for 22-årige Casper Tengstedt, der for bare et år siden skiftede permanent til Horsens fra FC Midtjylland.
I slutningen af juni kom det så frem, at den norske storklub Rosenborg skulle være interesseret i AC Horsens-angriberen, som selv er en smule påpasselig med at sige for meget.
– Jeg tror der er mange klubber, der kunne være interessante, men ja det (Rosenborg, red,) kunne selvfølgelig også være interessant. Status er, at jeg lige nu er Horsens-spiller, og så længe jeg er det, så vil jeg gøre alt for den klub her, og så må vi se, hvad tiden bringer, Casper Tengstedt søndag til Canal 9.
Trods risikoen for at pådrage sig en skade, som både kunne koste ham skiftet og AC Horsens det, man må antage er en del millioner kroner, så spillede Tengstedt hele kampen mod AaB søndag, og det ser han ikke selv noget problem i.
– Nej så længe der ikke er skrevet under på noget, så er der jo ikke nogen aftale, så vi må se, om der falder noget på plads, ellers så er jeg som sagt glad for at være her og for at være en del af det hold her, lød det fra Tengstedt.
Hvis skiftet til Rosenborg skulle falde på plads, vil Tengstedt blive holdkammerat med Carlo Holse og Ajax-ejede Victor Jensen.