Nulløsning i østjysk lokalderby
Hverken AGF eller Randers FC formåede at få bolden over målstregen i søndagens lokalderby.
Kampen mellem AGF og Randers FC på Ceres Park i Aarhus, blev inden opgøret omtalt flere steder som et ‘lokalbrag’. Kort efter dommerens slutfløjt er det dog svært at komme udenom, at der ikke var meget ‘brag’ over kampen.
Efter 90 minutter viste måltavlen således stadig 0-0, og de to østjyske klubber kommer næppe til at bruge de store ressourcer på at kigge kampen igennem.
Som det nærmest altid er tilfældet ved en målløs affære, havde begge klubber chancer til at få netmaskerne til at blafre. Selvom det var også tilfældet i dag, manglede skarpheden og kvaliteten ganske enkelt for begge mandskaber.
Skal man dog udpege et hold, der kan være mere tilfreds med nulløsningen end det andet, så må det være kronjyderne. AGF havde således et mindre overtag i både spil og chancer.
Alligevel var Randers FC tæt på i dommerens tillægstid, da Jesper Hansen kiksede sit indgreb på et hjørnespark. Nicolai Brock-Madsen skød dog over målet fra sin position nær det lille felt.
Kort efter var AGF så tæt på at snuppe de tre point, men Patrick Mortensen formåede ikke at dirigere bolden udenom Patrik Carlgren i Randers-målet.
Med kampens resultat har AGF nu været hele vejen rundt i sæsonens første tre kampe, hvor det er blevet til et nederlag, en sejr og nu en uafgjort. For Randers FC’s vedkommende er det blevet til tre point efter tre gange remis.