Feyenoord lejer dansker i Fiorentina
Den hollandske storklub Feyenoord har hentet danske Jacob Rasmussen på en lejeaftale i Fiorentina.
Jacob Rasmussen er ny dansker i den hollandske Æresdivision.
Den 25-årige dansker har netop sat sin underskrift på en lejeaftale med Rotterdam-klubben Feyenoord.
Rasmussen er stadig ejet af italienske Fiorentina, men Feyenoord har i lejekontrakten sikret sig en købsoption, der kan holde forsvarsspilleren i den hollandske traditionsklub.
– Jeg kender den hollandske liga godt, og jeg har altid set med interesse på Feyenoord. Den offensive spillestil tiltaler mig og passer mig godt. Jeg kan ikke vente med at komme i gang, lyder det fra Rasmussen.
Jacob Rasmussen kom til Fiorentina fra Empoli i januar 2019, men selvom det nu er tre og en halv sæson siden, så har han endnu ikke spillet for ’I Viola’. I første omgang blev han nemlig lejet tilbage til Empoli for en halv sæson.
Efterfølgende tilbragte han forårssæsonen 2020 i tyske Erzgebirge Aue. De seneste to sæsoner har han tårnet ud for den hollandske klub Vitesse, der har hjemme i byen Arnhem. Dermed flytter Rasmussen også kun godt 100 kilometer mod vest, når den nye hjemmebane fremover hedder De Kuip i Rotterdam.
Den 25-årige fynbo har 21 U21-landskampe for Danmark på sit cv, men han har endnu til gode at få debut på A-landsholdet.
Hos Feyenoord får Jacob Rasmussen trøjenummer 6.