Brøndby: Polske fans trak knive og angreb fredelige fans
Polske Pogon Szczecin blev torsdag ekspederet ud af Conference League-kvalifikationen, og det var mere end de polske fans kunne kapere.
Brøndbys 4-0-sejr og videre avancement i Conference League-kvalifikationen har fået et noget kedeligt efterspil.
Fans af det polske udehold fra Pogon Szczecin var til sidst i kampen og efter slutfløjt så frustrerede, at de væltede hegnet ind mod banen og trak knive. Sådan lyder det dagen derpå fra Brøndby.
– Indtil slutningen af kampen i aftes havde vi haft en rigtig god og gnidningsfri afvikling af opgøret. Tingene tog dog en drejning mod slutningen af opgøret, da de polske fans fik væltet hegnet ind mod banen, hvorefter de maskerede sig og trak knive. De fik også tvunget hegnet mod vores østlige tribune op. Både vores kontrollører og politiet skal have stor ros for deres indsats for at få holdt de polske uromagere på deres afsnit, fortæller sikkerhedschef Mickel Lauritzen.
– Efter kampen eskalerede urolighederne udenfor stadion, hvor de polske fans også fik væltet et hegn og tiltvunget sig adgang fra deres parkeringsafsnit til det offentlige område bag udebaneafsnittet og kom i kamp mod politiet og angreb fredelige Brøndby-fans. Dette reagerede andre Brøndby-fans på, hvilket ikke gjorde situationen bedre.
– Det var en svær situation, som dog blev afviklet til sidst på baggrund af et godt arbejde fra politiet og vores egne kontrollører. Og specielt vores egne kontrollører vil jeg gerne rose ekstra. 80% af dem er frivillige, og alligevel stiller de sig i vejen for angribende mennesker med knive for at beskytte vores egne fans på de tilstødende afsnit. Det kan man kun have den største respekt for, lyder det videre fra sikkerhedschefen.
Københavns Vestegns Politi kunne fredag morgen berette om over 10 episoder, hvor politifolk blev udsat for vold, og to politifolk blev kørt på hospitalet med skader.
En polsk mand blev anholdt og sigtet for vold mod tjenestemand.
– Efter kampen forlod langt de fleste tilskuere stadionområdet i god ro og orden. Men visse fangrupperinger blev tilbage, tilsyneladende fordi de ville slås, og dem brugte vi en del kræfter på at holde adskilt, lød det fra vicepolitiinspektør Kim Erik Hansen, Københavns Vestegns Politi.