Rygtebørsen: PSG handler i RB Leipzig, Barca tæt på fransk forsvarsstjerne og muligt Schmeichel-exit
Sommertransfervinduet er i fuld gang i de største europæiske ligaer. Få overblikket over nogle af de største handler, der er undervejs lige her.
Tirsdag er der flere spændende handler, der ser ud til at gå igennem eller være undervejs.
Dan dig et overblik over nogle af de største potentielle transfers i fodboldeuropa her, hvor både FC Barcelona, Bayern München, Paris Saint-Germain og Nice er ved at hente nye profiler til klubben.
Hop ind og følg os på vores Facebook-side, Instagram og Twitter. Så er du altid opdateret på de seneste fodboldnyheder fra ind- og udland!
Nordi Mukiele til Paris Saint-Germain
Sandsynlighed: Over middel
Den 24-årige franske højreback fra tyske RB Leipzig er angiveligt landet i den franske hovedstad for at underskrive kontrakten i dag. Ifølge transferjournalisten Fabrizio Romano, er klubberne allerede enige om selve handlen og de personlige vilkår for den franske landsholdsbobler.
Kasper Schmeichel bliver holdkammerat med dansk angriberdarling
Sandsynlighed: Middel
I sidste uge kom det frem, at den danske førstemålmand i både Leicester City og på Danmarks A-landshold, Kasper Schmeichel, kan forlade ‘The Foxes’ i dette transfervindue. Han skal enten gå ned i løn eller finde en ny arbejdsgiver, skriver flere engelske medier. Ifølge det franske medie L’Equipe er Nice med Kasper Dolberg på holdkortet interesserede i den rutinerede keeper. Læs mere om det herunder.
Jules Koundé dropper Chelsea og tager til FC Barcelona
Sandsynlighed: Over middel
En af de største transfersagaer har omhandlet Sevillas franske landsholdsspiller, den 23-årige Jules Koundé. Forsvarsspilleren har i flere ombæringer været sendt til Chelsea, men FC Barcelona har angiveligt overhalet London-klubben indenom. I hvert fald melder flere troværdige medier, og transferjournalisten Fabrizio Romano, at Koundé er meget tæt på at kunne kalde sig klubkammerat med Andreas Christensen i FC Barcelona. Personlige vilkår er på plads – nu skal det rigtige transferbeløb blot findes.
Bayern München på rov i Bundesliga-klub – igen
Sandsynlighed: Middel
Bayern München har set sig varme på midtbanespilleren Konrad Laimer fra RB Leipzig, som de angiveligt har haft en ‘personlig aftale’ med i lang tid. Laimer har tidligere meldt ud, at han gerne vil spille for den tyske gigantklub, og det er ifølge flere tyske medier kun et spørgsmål om tid, før handlen kan træde i kraft. Det skriver Sky Sport Deutschland blandt andre.