
Officielt: Robert Lewandowski skifter til FC Barcelona
Den polske skarpretter skifter med øjeblikkelig virkning fra Bayern München til FC Barcelona.

Robert Lewandowski er ny spiller i FC Barcelona efter han er skiftet fra Bayern München for omkring 335 millioner kroner. Det skifte har været i støbeskeen længe, men nu har den målfarlige angriber sat sin underskrift på kontrakten. Det bekræfter klubben på egne kanaler.
Den 33-årige angriber forlader Bayern München efter otte år i klubben.
I det sydtyske har den polske superangriber lavet imponerende 344 mål i 375 kampe, mens han samtidig har bidraget med 72 oplæg.

Målmaskinen står noteret for 10 tyske mesterskaber, syv topscorertitler i Bundesligaen og en Champions League-titel fra 19/20-udgaven af den prestigefyldte turnering.
Foruden de flotte præstationer på klubplan kan den nykårede FC Barcelona-spiller prale med rekorden for flest polske landskampe.
Siden debuten i 2008 har han spillet 132 polske landskampe og fået netmaskerne til at blafre 76 gange.