3F Superligaen

Finurlige, forrygende og fantastiske statistikker i Superligaen: Hæderen går til…

Hvem kan løbe til og fra tre udekampe? Hvem har brændt den største chance? Hvem har scoret det mest usandsynlige mål. Få overblikket her!

Sølvmedaljer klar til FCM efter superligakampen mellem FC Midtjylland og Randers FC på MCH Arena, søndag den 22. april 2022. (Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix)

Superligaens årlige ‘Performance Rapport’ med diverse statistikker fra den bedste danske række er udkommet. Her kan man finde alskens sjove og mindre sjove statistikker.

Eksempelvis viser statistikken, at flest assist kom fra højre side af banen, flest mål blev scoret fra en position mellem straffesparkspletten og målet, samt at Superligaens grundspil bød på flere dødboldsmål per kamp end mesterskabsspil og nedrykningsspil.

Viborg blev årets dødboldskonger med 22 scoringer fra standardsituationer.

Ovenstående statistikker er interessante, men for nogle vil det nok være kedelig læsning, derfor har vi samlet en del af de finurlige nedenfor.

Til at starte med kan vi fortælle, at Silkeborgs Nicolai Vallys løb længst i Superligaen med hele 303 kilometer. Med de kilometer kunne han nå fra sin bopæl i Silkeborg til Right to Dream Park i Farum, hvor han så kunne tage spillerbussen hjem.

Alternativt kunne Vallys have løbet både til og fra udekampene mod FC Midtjylland, AGF og Viborg, og samtidig have kilometer tilbage i benene.

En offensiv kollega i Brøndby løb med sæsonens mest usandsynlige mål. Expected Goals (xG) bruges til at vurdere sandsynligheden for, at en chance fører til mål.

I sidste spillerunde sparkede Mathias Kvistgaarden Brøndby foran med 2-0 mod Silkeborg. I den givne situation lå xG på 0,011. Statistikken viser, at der var sølle 1% chance for, at han sparkede bolden i mål.
Du kan se målet nedenfor.

Mathias Kvistgaarden, mest usandsynlige mål – 1.40 inde i videoen

I den anden ende af skalaen skal Randers FC’s Marvin Egho findes. Under kampen i fjerde runde mod SønderjyskE havde Egho en mulighed, der vurderes til 0,995 xG. Altså burde der være mål i 995 ud af 1000 tilfælde.

Lawrence Thomas diskede op med en flot redning, men så kan Egho til gengæld varme sig på, at han med over otte vundne hovedstødsdueller per 90 minutter toppede ligaen andetsteds. Du kan se den store afbrænder nedenfor.

Marvin Egho, største afbrænder – 2 minutter inde i videoen

I den modsatte ende kan man også vurdere målmændene på expected goals. Målt på chancernes størrelse (xG) forhindrede Kamil Grabara i F.C. Københavns mål 11,69 scoringer, men hvis man kigger på xGOT, der medtager afslutningernes kvalitet, er det et andet navn, som topper listen.

Her ses en række af Kamil Grabaras flotte redninger i den seneste sæson:

Den nu tidligere AaB-målmand Jacob Rinne forhindrede hele 7,56 målt på xGOT.

I samme statistik lå Grabara på 4 forhindrede scoringer.

Her ses en række af Jacob Rinnes flotte redninger i den seneste sæson:

Superligaen sparkes i gang igen fredag aften, når Randers FC gæster MCH Arena og FC Midtjylland.

Har du mistet overblikket over de mange transfers i denne sæsons superligaklubber? Så har vi her sørget for en opdateret liste, hvor du kan finde alle sommerens transfers i Superligaen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P