
Arnesen efter sygemelding: Jeg kommer tilbage
Frank Arnesen beroliger os med, at han kommer tilbage til stillingen som teknisk direktør i Feyenoord, når sygdommen aftager.

I går meldte Frank Arnesen ud, at han midlertidigt trækker sig fra stillingen som teknisk direktør i Feyenoord og tager en sygeorlov. En stilling, som danskeren har haft siden 2020.
Det kommer som en konsekvens af en bakterieinfektion i det ene knæ, hvorfor den tidligere landsholdsspiller må trække stikket for det krævende arbejde i en periode.

Heldigvis er der ingen grund til alvorlig bekymring, da Frank Arnesen i en besked til B.T. gør os klogere på situationen.
– Jeg er okay, og jeg kommer tilbage. Nu må jeg koncentrere mig 100 procent omkring min sundhed, skriver han i en besked til B.T.
Foruden jobbet i hollandske Feyenoord har den 65-årige landsholdslegende også bestredet lignende stillinger i PSV Eindhoven, Anderlecht, Chelsea, Tottenham og Hamburger SV.