3F Superligaen

Officielt: AaB henter Andreas Poulsen i Bundesligaen

Andreas Poulsen skifter Bundesligaen og Borussia Mönchengladbach ud med en tilværelse i dansk fodbold, hvor AaB er venstrebackens nye arbejdsgiver.

Andreas Poulsen
Foto: aabsport.dk

Andreas Poulsen fra Borussia Mönchengladbach er ny venstreback i AaB. Kontrakten med nordjyderne gælder for fire år.

Det oplyser den nordjyske superligaklub onsdag eftermiddag på sin hjemmeside.

Dermed vender Andreas Poulsen hjem til Superligaen, hvor han tidligere har repræsenteret FC Midtjylland. I sin tid i Mönchengladbach er det kun blevet til en enkelt kamp for førsteholdet, og venstrebacken har hovedsageligt været lejet ud til henholdsvis østrigske Austria Wien og seneste 2. Bundesliga-klubben FC Ingolstadt.

Andreas Poulsen er meget glad for, at skiftet til AaB er faldet på plads. Det fortæller han til klubbens hjemmeside.

– Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang. AaB er en interessant klub, der har gang i noget spændende. Jeg synes, der er et stort potentiale i truppen, og jeg er sikker på, at vi kan opnå noget stort sammen.

– På det personlige plan håber jeg, at jeg i de næste fire år kan få tryghed og en masse kontinuerlig spilletid. Det er i hvert fald det, jeg vil arbejde rigtig hårdt for. Jeg har jo spillet en del U/21-landskampe på Aalborg Portland Park, så jeg glæder mig rigtig meget til også at spille foran AaB’s fans og forhåbentlig levere en masse gode præstationer krydret med mange assists, lyder det fra Andreas Poulsen, som er klubbens femte tilgang udefra.

Se listen: Sommerens til- og afgange i Superligaen

Denne sommer har den nordjyske superligaklub nemlig også hentet Allan Sousa i Vejle Boldklub, Lars Kramer i Viborg FF, Josip Pasovec i HNK Hajduk Split og Kilian Ludewig i Red Bull Salzburg.

Andreas Poulsen vil i fremtiden optræde med trøje nummer 25 på ryggen i AaB.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P