Officielt: Fernandinho vender hjem
Den nu tidligere Manchester City-spiller Fernandinho er blevet offentliggjort i en brasiliansk klub.
Fernandinho meddelte i slutningen af den forgangne sæson, at han ikke ville forlænge med Manchester City.
Den 37-årige brasilianer har mandag aften fået sin nye klub på plads, da den tidligere Premier League-spiller er blevet præsenteret i den brasilianske klub Athletico Paranaense. Det meddeler klubben på deres officielle Twitter-profil.
Det er dog ikke første gang, at Fernandinho skal tørne ud for den brasilianske klub. Atheltico Paranaense var nemlig den klub, som den 37-årige altmuligmand fik sin professionelle debut for, inden han i 2005 skiftede til ukrainske Shakhtar Donetsk.
I 2013 gik turen så til Manchester City, hvor Fernandinho har spillet indtil nu. Her nåede brasilianeren op på 383 kampe, hvori han scorede 26 mål og lavede 33 assist.