3F Superligaen

Officielt: FC Nordsjælland sender talent til Premier League i stor handel

FC Nordsjælland sender deres unge offensive spiller til Brighton og Premier League efter flotte præstationer i Superligaen.

Foto: Tim Dudding/brightonandhovealbion.com

FC Nordsjælland har solgt den unge offensivspiller Simon Adingra til Brighton. Her har han skrevet under på en fireårig kontrakt, med klubben der i sidste sæson sluttede på Premier Leagues niendeplads.

Den 20-årige wing har været igennem Nordsjællands Right to Dream-akademi. Han skiftede det ghanesiske akademi ud med Farum og FCN i januar 2020, og siden er det blevet til et år på U19-holdet, inden Adingra forrige vinter tog springet op på Superliga-holdet.

Tiden i FC Nordsjællands Superliga-trup har budt på 40 kampe, 12 mål og fire assists for den unge spiller, der nu står foran nye udfordringer.

Selvom skiftet er kommet i en ung alder, er Premier League-skiftet, noget der har fyldt hos den nu tidligere Nordsjælland-spiller i mange år.

– Lige fra jeg var dreng, har det været min drøm at komme til at spille i Premier League en dag. Det er et kæmpe øjeblik for mig, at den drøm nu går i opfyldelse, og jeg føler mig privilegeret og taknemmelig for at have fået chancen for at forfølge min drøm på Right to Dream-akademiet og i FC Nordsjælland, siger Adingra og fortsætter.

Se listen: Sommerens til- og afgange i Superligaen

– Jeg er stolt af, hvor jeg er i dag, og rejsen fra Elfenbenskysten til Benin til Right to Dream og FCN har ikke altid været let, siger Adingra til klubbens hjemmeside.

Derudover sætter den kommende Premier League-spiller stor stor pris på tiden i Farum.

– Til sidst vil jeg gerne sende en stor tak til alle hos Right to Dream og FCN for altid at hjælpe og støtte mig. Jeg vil altid se tilbage på min tid i Right to Dream og FC Nordsjælland med stor taknemmelighed og føle mig velsignet over at være en del af Right to Dream-familien, siger Adingra.

Officielt: FCN-profil skifter til italiensk fodbold

Tidligere på aftenen lød det fra Fabrizio Romano, at FC Nordsjælland sikrer sig et stort millionbeløb for den unge spiller. Ifølge transferjournalisten betaler Brighton i omegnen af 60 millioner kroner for Adingra.

Hvis det tal holder stik, betyder det, at FC Nordsjælland netop har lavet sin fjerdestørste transfer i historien. Aftenens skifte overgås kun af Kamaldeen Sulemana, Emre Mor og Mohammed Kudus.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P