
Daramy og FCK’er på fornem liste – kan vinde Golden Boy-pris
Mohammed Daramy er gledet ud af førsteholdet i Ajax efter skiftet fra F.C. København. Alligevel er han og en nuværende FCK'er nomineret til Golden Boy-prisen 2022.

Det er kun de allerstørste talenter i verden, der ender mellem de 100 nominerede til Golden Boy-prisen. Blandt Tuttosports nominerede for 2022-udgaven er en dansker og en FCK’er.
20-årige Mohammed Daramy er nemlig nomineret trods, han ikke får meget spilletid i sin klub, Ajax Amsterdam. Derudover er F.C. Københavns 19-årige islænding Ísak Bergmann Jóhannesson også at finde på listen.
Ajax hentede Daramy i F.C. København sidste sommer, og det er i den netop overståede sæson blot blevet til 11 kampe i Æresdivisionen. Ísak Bergmann Jóhannesson har opnået 16 kampe for F.C. København i Superligaen siden han kom til klubben sidste sommer.
Sidste års vinder, FC Barcelonas Pedri, er igen i år nomineret til Golden Boy-prisen, ligesom store talenter som Dortmunds Jude Bellingham, Real Madrids Eduardo Camavinga, Liverpool Harvey Elliot og Pedris klubkammerat Ansu Fati.

Blandt tidligere års vindere kan nævnes navne som Manchester Citys Erling Haaland, Paris Saint-Germains Kylian Mbappé og Lionel Messi samt Manchester Uniteds Paul Pogba.