
Medie: Jon Dahl er millimeter fra ny cheftrænerpost
Ifølge Sky Sports oplysninger, er 45-årige Jon Dahl Tomasson på vej til at blive træner for et hold i den næstbedste engelske række.

Den tidligere landsholdsangriber og succesrige cheftræner for Malmö FF, Jon Dahl Tomasson, bliver angiveligt præsenteret som træner i en ny klub inden for de næste 48 timer.
Sådan lyder det fra mediet Sky Sports mandag formiddag.
Jon Dahl vinkede farvel til sit job i Malmö FF tilbage i december måned sidste år, da han både ønskede en kortere pause fra trænergerningen og søgte nye udfordringer.

Det bliver efter alt at dømme i Championship-klubben Blackburn Rovers, der sluttede som nummer otte i den netop overståede sæson.
Den historiske klub med hjemmebanen Ewood Park har ikke lagt græstæppe til Premier League siden 2011/12-sæsonen, og det er derfor lidt af et sværd, der skal trækkes ud af stenen for den – efter alt at dømme – kommende danske træner.
45-årige Jon Dahl har tidligere haft rollen som assistenttræner for det danske landshold fra 2016-2020, mens han fungerede som cheftræner i Malmö fra 2020-2021. Her vandt han desuden det svenske mesterskab og deltog i Champions League-kampagnen.