Danmarks sidste VM-modstander fundet – Australien snuppede pladsen efter straffesparks-konkurrence
Mandag aften blev Danmarks sidste modstander til VM i Qatar fundet på Ahmad bin Ali Stadium i Qatar, og Australien var mest cool efter 120 minutters spil og straffesparkskonkurence.
Det danske landshold har nu endeligt fået styr på sin gruppe til VM i Qatar.
Mandag aften mødtes Australien og Peru nemlig i den afgørende play off-kamp om at komme med til VM i Qatar, og det blev Australien, der efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence hev det længste strå.
Australien besejrede i sidste uge de Forenede Arabiske Emirater med 2-1 i fjerde runde af Asiens VM-kvalifikation, og mandag aften skulle de så op mod sydamerikanerne, som de også var i gruppe med til VM i 2018.
Kampen endte 0-0 efter ordinær spilletid, og heller ikke i forlænget spilletid formåede de to hold at få det afgjort.
Den tidligere FC Midtjylland-spiller Awer Mabil kom på banen efter 69 minutters spil, og han kunne se Australiens Martin Boyle starte med at brænde holdets første straffespark.
Men også Peru missede et straffespark, og de to hold skulle ud til sjette spark for at få det afgjort.
Her scorede Awer Mabil på Australiens sjette spark, mens Peru’s Alex Varela missede sit, og Australien vandt dermed 5-4 i straffesparkskonkurrencen.
Danmarks VM Gruppe D:
Danmark
Frankrig
Tunesien
Australien