
DBU bekræfter: To spillere forlader landsholdslejren
Hverken Thomas Delaney eller Yussuf Poulsen kommer i spil til kampen mod Østrig, da de begge har forladt den danske landsholdslejr.

På mandag spiller Danmark sin fjerde landskamp i Nations League på blot ti dage.
Dog bliver det uden to vigtige spillere, idet DBU søndag meddeler, at Thomas Delaney og Yussuf Poulsen begge har forladt den danske landsholdslejr.
I Yussuf Poulsens tilfælde skyldes det en skade, som han pådrog sig i den seneste kamp mod Kroatien, mens det oplyses, at Thomas Delaney ‘har givet alt, hvad han havde i sig og er sendt hjem på sommerferie’.

Dermed tilslutter de sig Østrigs stjernespiller David Alaba fra Real Madrid, der heller ikke kommer til at deltage i kampen mandag. Det har landstræner Ralf Rangnick nemlig meldt ud denne søndag.
Kampen mellem Danmark og Østrig sparkes i gang mandag den 13. juni klokken 20:45 i et udsolgt Parken og kan følges direkte på TV 2 og TV 2 PLAY.