
Officielt: Riddersholm er færdig i Genk
Glen Riddersholm skal ikke længere være assistenttræner i belgiske Genk. Det oplyser klubben fredag formiddag.

Glen Riddersholms dage som assistenttræner i Genk er talte. Det oplyser den belgiske klub fredag formiddag på sin hjemmeside.
– KRC Genk har sagt farvel til Glen Riddersholm. Danskeren blev føjet til den tekniske stab som assistent i begyndelsen af november. Klubben har undersøgt, om Glen kunne forblive i klubben i en anden rolle, men det er ikke muligt.
– Vi vil gerne sige tak til Glen for hans indsats og ønsker ham al succes i hans videre karriere, skriver Genk således på sin egen hjemmeside.

Glen Riddersholm tiltrådte i Genk tilbage i november 2021, men allerede nu er det belgiske eventyr altså slut for den tidligere FC Midtjylland-, AGF- og SønderjyskE-cheftræner, der dermed skal ud og finde sig et nyt job.