
Christian Eriksen er anfører i Parken – Hjulmand forklarer valget
Christian Eriksen skal bære anførerbindet til aftenens kamp mod Kroatien. Kasper Hjulmand forklarer her, hvorfor valget er faldet på fynboen.

Østerbro og Parken danner fredag aften ramme om Danmarks tredje Nations League-kamp. Her skal Kasper Hjulmands tropper forsøge at følge op på to flotte sejre mod Østrig og Frankrig.
Ved aftenens kamp er der hele seks ændringer i Hjulmands startopstilling, hvor Andreas Christensen har fået plads i midterforsvaret, efter han blev far i sidste weekend.
En anden ændring til kampen er, at Christian Eriksen har fået anførerbindet, selvom Kasper Schmeichel også er på banen. Det er der en helt særlig årsag til.
I fraværet af Simon Kjær, fortæller Kasper Hjulmand, at de to stjerner skal deles om anførerbindet.
– Vi har tre anførere. Simon [Kjær red.] er her ikke og er normalt anfører. Kasper [Schmeichel red.] er anfører, og Christian er også anfører. De er simpelthen så gode ved hinanden og vil gerne hinanden det bedste, siger Kasper Hjulmand til TV2 og fortsætter.

– Den gruppe med de tre, de er så stærke – på hver sin måde. Så det er ikke første gang, at Christian er anfører, men det er heller ikke den sidste, siger Hjulmand før aftenens opgør i Parken.
Christian Eriksen bar sidst anførerbindet i marts, mens Kasper Schmeichel havde anførerbindet på i Østrig og i 2-1 sejren på Stade de France, hvor Andreas Cornelius med sine to mål sørgede for en flot comebacksejr.
Derfor undrede det også flere, da Cornelius ikke fik plads i startopstillingen mod Østrig. Den tidligere FCK’er er til aftenens kamp at finde på toppen. Kampen starter klokken 20.45 og kan ses på TV2.