Officielt: Randers FC sælger anfører
Vito Hammershøy-Mistrati er fortid i Randers FC, der onsdag har solgt anføreren til den rumænske mesterklub CFR Cluj.
Randers FC har netop solgt midtbaneprofil og klubanfører Vito Hammershøy-Mistrati til den rumænske mesterklub CFR Cluj.
Det bekræfter kronjyderne onsdag aften på sin hjemmeside.
Dermed nåede Vito Hammershøy-Mistrati 120 kampe for Randers FC, som er en tid, han aldrig vil glemme. Det fortæller han til klubbens hjemmeside.
– Jeg har haft det vanvittigt godt i Randers FC og fået en masse gode oplevelser, som jeg aldrig vil glemme. Det er virkelig en fantastisk klub, og jeg vil komme til at savne en masse mennesker helt vildt, indleder Mistrati og fortsætter:
– Muligheden for at komme til en anden liga og opleve noget nyt har dog trukket meget i mig den seneste tid, og jeg er sindssygt spændt på fremtiden væk fra Danmark. Vi mødte dem sidste år og kunne se, at det var en stor klub. Der er gode spillere, og de spiller med om mesterskabet hvert år og skal også ud og spille Champions League-kvalifikation nu her.
Se listen: Sommerens til- og afgange i SuperligaenDen 29-årige midtbanespiller har foruden Randers FC også spillet i Hobro IK, FC Helsingør, Lyngby Boldklub, HB Køge og Næstved Boldklub.
Randers FC og Vito Hammershøy-Mistrati tørnede i den forgangne sæson ind i netop CFR Cluj i Conference League-gruppespillet. Her mødte man hinanden to gange i kampe der endte 1-1 i Rumænien, mens Randers FC sejrede på hjemmebane med 2-1.