Rørt argentinsk stjerne indstiller karrieren: Min største fan er her ikke mere
Han har stået uden kontrakt siden sommeren 2021, men det har ikke skortet på tilbud. Der er en helt anden årsag til Tevez' karrierestop.
Et år efter sin sidste kamp meddeler Carlos Tevez, at karrieren har nået sit endeligt.
Den argentinske angriber har stået uden kontrakt, siden han spillede sin sidste kamp for Boca Juniors i 2021. Argentineren havde ellers mulighed for at vælge og vrage, da han fik tilbud fra flere sider.
– Jeg har stoppet karrieren, det kan jeg bekræfte. Jeg har fået mange tilbud, fra blandt andet USA. Men det er det. Jeg har givet alt, siger argentineren til Mundo Albiceleste.
En stor årsag til angriberens exit fra fodboldbanen har været en svær periode i 2021, hvor Tevez måtte sige farvel til sin far.
– At spille det sidste år var meget svært, men jeg kunne stadig se min far. Jeg stoppede med at spille, fordi jeg mistede min største fan, siger Tevez og refererer til sin far, der døde sidste år.
Medie: Aftalen er på plads – dansk landsholdsbobler skifter til portugisisk storklubTevez vil især huskes for tiden i Manchester, hvor han både nåede at repræsentere United og City, inden turen gik forbi Juventus og siden Boca Juniors, der både blev karrierens første og sidste klub.
Carlos Tevez understreger, at han vil fortsætte i fodboldverdenen. Den tidligere Manchester City og United-angriber flytter sig fra banen til bænken og vil i fremtiden forsøge at gøre karriere som træner.