Medie: Aftalen er på plads – dansk landsholdsbobler skifter til portugisisk storklub
Danmark tog fredag aften en stor skalp, da Frankrig blev slået med 2-1. Lørdag morgen meddeler et portugisisk medie, at en af Hjulmands outsidere skifter til Benfica.
Alexander Bah har i denne sæson haft stor succes hos Slavia Prag med både deltagelse i Conference League og en tæt kamp om det tjekkiske mesterskab, hvor det i sidste ende blev til sølv.
Danskeren bidrog i løbet af sæsonens 41 kampe med seks mål og ti assists. Det har ført til opmærksomhed fra Portugal og Benfica.
⚽️ ⚽️ DOWNLOAD CAMPO’s APP I APP STORE ELLER GOOGLE PLAY STORE OG FÅ VORES HISTORIER DIREKTE PÅ MOBILEN ⚽️👇🏼👇🏼
Ifølge det portugisiske medie Abola.pt er Slavia Prag og Benfica blevet enige om en overgangssum for Alexander Bah.
Portugiserne må angiveligt slippe otte millioner euro eller knap 60 millioner kroner for den tidligere SønderjyskE-back.
Nedrykkerne fra Superligaen kan også se frem til en gevinst. Ifølge Ekstra Bladet kan sønderjyderne score ti procent af salget. Derfor kan der være mellem fem og seks millioner kroner på vej til Haderslev.
Det portugisiske medie beretter, at danskeren også er blevet enige med klubben. Bah har angiveligt sat sin underskrift på en femårige kontrakt med den portugisiske storklub, der i sidste sæson blev nummer tre i den bedste portugisiske række.
Alexander Bah var i marts måned udtaget til landsholdet og spillede sin tredje landskamp i en venskabskamp mod Holland.