Dansk Fodbold

‘Corner Comeback’ – Cornelius sikrede Danmark flot 2-1 sejr mod Frankrig

Det danske landshold spillede fredag aften første Nations League-opgør mod Frankrig, som i anden halvleg for alvor lærte Andreas Cornelius at kende. Med to mål sikrede angriberen nemlig dansk sejr på 2-1.

Andreas Cornelius udligner for Danmark til 1-1 mod Frankrig i Nations League
Foto: Ritzau Scanpix / Geoffroy VAN DER HASSELT / AFP

For kun seks dage siden blev der spillet Champions League finale på Stade de France mellem Real Madrid og Liverpool, og fredag aften var det så Danmarks tur til at vise sig frem i den franske hovedstad.

Og det gjorde de i stor stil. Især Andreas Cornelius vil i morgen pryde avisoverskrifterne i Danmark og Frankrig.

I landskampen mod Frankrig, der blev spillet under stor sikkerhedsopbud fra det franske politi, lykkedes det nemlig Kasper Hjulmands rød-hvide drenge at slippe afsted med en flot 2-1 sejr, hvor Andreas Cornelius kom på måltavlen to gange efter at være blevet skiftet ind i anden halvleg.

Fra dommer Felix Zwayers første fløjt var det ellers en lige kamp, hvor franskmændene et par gange midtvejs i de første 45 minutter viste sig fra den farlige side. Efter 14 minutters spil fik Karim Benzema korrekt annulleret sin 1-0 scoring efter offside.

Forinden havde superstjernen Kylian Mbappé ellers assisteret den nykårede Champions League-vinder, og der var flere gange pres på det danske forsvar.

I anden halvleg, hvor Kylian Mbappé forinden lod sig udskifte, satte Frankrig tempoet op, og da stadionuret rundede 51 minutter scorede Benzema til 1-0 efter at have afdriblet hele det danske forsvar og udplaceret målmand Kasper Schmeichel.

Det danske landshold gav derefter comeback til Mikkel Damsgaard, der blev skiftet ind i anden halvleg, hvor også Andreas Cornelius kom på banen. Og det var en god ide. Den nykårede tyrkiske mester udlignede til 1-1 på et fornemt chip ind i feltet fra Pierre Emile Højbjerg.

Med 10 minutter tilbage af kampen havde franskmændene et skud på stolpen, mens Christian Eriksen stod bag kampens største afbrænder med fem minutter igen.

Det største chok på Stade de France kom dog efter 88 minutter, da Andreas Cornelius på kanten af offside sikrede sig en bold i dybden, hvorefter han fra en spids vinkel bankede bolden ind i nettet bag mål Llroris.

Fantastisk comeback af Danmark og solide udskiftninger af Kasper Hjulmand.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P