Svensk pokalfinale endte med uundgåelig dansk triumf
Hammarby og Malmö FF dystede denne torsdag om den svenske pokaltitel, hvor begge hold havde danskere med fra start.
Mens der i Danmark denne torsdag skulle kåres en dansk pokalvinder, så var tilfældet det samme hos vores svenske naboer.
Her dannede Tele2 Arena i Stockholm ramme om årets pokalfinale i Sverige, hvor Hammarby og Malmö FF tørnede sammen. Det blev en finale, der, ligesom den danske ditto, skulle helt ud i straffesparkskonkurrence, før Malmö kunne kåres som pokalvindere.
Hos Hammarby startede Max Fenger på banen, mens Bjørn Paulsen og Jeppe Andersen startede på bænken, som i øvrigt er under ledelse af den tidligere AaB-cheftræner Martí Cifuentes.
⚽️ ⚽️ DOWNLOAD CAMPO’s APP I APP STORE ELLER GOOGLE PLAY STORE OG FÅ VORES HISTORIER DIREKTE PÅ MOBILEN 👇🏼👇🏼
Hos Malmö FF havde man til gengæld både Lasse Nielsen og Søren Rieks med fra start, hvor man dog måtte undvære Anders Christiansen.
Ligesom i den danske pokalfinale blev tilskuerne ikke præsenteret for et hav af chancer, men i stedet en kamp der var fyldt med masser af fight.
Efter 120 minutters chancefattig fodbold faldt afgørelsen på straffespark, hvor Malmö tog sejren.
Danske Max Fenger scorede ellers sikkert på Hammarbys andet spark, men da Astrit Selmani misbrugte Hammarbys femte og sidste straffespark, kunne Lasse Nielsen og Søren Rieks juble over sejren i den svenske pokalturnering.