Mourinhos Roma tager historiens første Conference League-titel
Air Albania Stadium i Tirana lagde onsdag aften græs til historiens første Europa Conference League-finale, der stod mellem AS Roma og Feyenoord.
Der er en første gang for alting, og onsdag aften var første gang for flere ting.
Onsdag den 25. maj blev nemlig første gang i klubbens 94 år lange historie, at AS Roma vandt en europæisk titel, og det var samtidig første gang, at der blev fundet en vinder af den nye Europa Conference League.
Derfor var det også første gang, at en træner har vundet alle tre nuværende europæiske turneringer, for med karismatiske José Mourinho i spidsen slog AS Roma nemlig hollandske Feyenoord 1-0.
Dermed blev det også første gang i Feyenoords historie, at de går fra en europæisk finale uden at vinde efter succes i Champions League/ Europa Cuppen i 1970 og i Europa League/ UEFA Cuppen i 1974 og 2002.
Kampens første halvleg var hverken spændende eller velspillet, men den havde dog ét højdepunkt, og det kom efter 32 minutters spil, da Nicola Zaniolo efter en fin nedtagning og på kanten af offside prikkede bolden forbi både målmand og forsvarer i Feyenoord-målet.
⚽️ ⚽️ DOWNLOAD CAMPO’s APP I APP STORE ELLER GOOGLE PLAY STORE OG FÅ VORES HISTORIER DIREKTE PÅ MOBILEN 👇🏼👇🏼
Dermed var det også hollænderne fra Rotterdam, der skulle på jagt i anden halvleg, og den satte de igang fra start, hvor de pressede italienerne helt i bund.
Først tog stolpen dog fra for romerne, inden Rui Patricia i målet strakte sin 34-årige krop og reddede for italienerne.
Kort efter agerede Rui Patricio igen redningsmand for Mourinhos tropper, da han sendte en hård hollandsk afslutning på træværket og ud til hjørnespark.
Efter 53 minutters spil følte Tammy Abraham sig snydt, da han lidt ud af ingenting tog fusen på en Feyenoord-forsvarer, der dog med et markant ryk i englænderens arm fik sørget for, at friløberen løb ud i sandet. Abraham ville have et frispark, der også ville have givet rødt kort, men hverken dagens dommer eller VAR-vognen var lidt uforståeligt enige med den engelske angriber.
Pusten gik lidt af Feyenoord, og efter en periode uden meget boldbesiddelse kom Roma bedre med i kampen.
I modsætning til hollænderne havde Roma et resultat at forsvare, og det resulterede med seks minutter tilbage af den ordinære spilletid i et gult kort til Rui Patricio, da kampens rumænske dommer István Kovács fik nok af portugiserens tidsudtræk.
Kort efter kunne anfører Lorenzo Pellegrini have afgjort kampen, men denne gang var det Justin Bijlow i Feyenoord-målet, der viste fine reflekser på stregen.
I de fem tillægsminutter lagde Feyenoord et sidste pres på romerne, og det var ved at give udbytte efter 91 minutter, men indskiftede Bryan Linssen sparkede et kæmpe hul i luften i stedet for at sparke udligningen i målet.
I et sidste desperat forsøg sendte Feyenoord Justin Bijlow op i feltet, men det nyttede ingenting, og dermed kan AS Roma kalde sig historiens første Europa Conference League-vindere.