
AC Milan sikrede sig klubbens 19. italienske mesterskab med manér
AC Milan er italienske mestre for første gang siden 2010/11-sæsonen, hvilket er 19. gang i klubbens glorværdige historie.

De har længtes og længtes efter det i AC Milan. At genvinde det italienske mesterskab for første gang siden 2010/11-sæsonen.
I sidste sæson kunne man sågar se sine største rivaler i form af Inter sejre, men nu er det blevet AC Milans tur efter en overbevisende udesejr på 0-3 over Sassuolo.
Således er det netop blevet en endegyldig kendsgerning, at AC Milan har vundet Serie A for 19. gang i klubbens historie efter en stærk sæson, hvor kollektivet har været nøglen for Stefano Piolis tropper.
Kampens og dagens helt store AC Milan-helt blev den 35-årige angriber Olivier Giroud, der forud for denne sæson blev hentet i Chelsea.
I kampen mod Sassuolo kom den farlige franskmand nemlig på tavlen to gange, og han var dermed en afgørende faktor for, at det italienske mesterskab nok engang er i hænde hos I Rossoneri.

Dermed kan den danske landsholdsanfører Simon Kjær også se frem til at modtage et sæt guldmedaljer, hvilket er danskerens første titel i karrieren.
Simon Kjær har dog siddet ude for AC Milan siden starten af december 2021, hvor han pådrog sig en alvorlig ledbåndsskade, som han fortsat kæmper for at komme tilbage fra.