
Officielt: AGF snupper forsvarstalent hos konkurrent
AGF har torsdag delt nyheden om, at man har hentet et nyt forsvarstalent til klubben.

Oliver Olsson er navnet.
Det fynske forsvarstalent skifter til AGF fra Vejle Boldklub, hvor han for to år siden skrev sin første kontrakt efter at have været i Svendborg fB og Næsby forinden. Det oplyser AGF på klubbens hjemmeside.
Den 18-årige forsvarsspiller kommer til AGF som en såkaldt transitionsspiller – en spiller, der befinder sig i stadiet mellem U19-holdet og Superligatruppen, hvorfor han skal træne med begge.
Herefter er AGF’s plan, at den 18-årige midtstopper går over til at være fuldtidsprofessionel til næste sommer, hvor han også har færdiggjort sin uddannelse.
Onsdag måtte sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye, forholde sig til beslutningen om at opsige samarbejdet med David Nielsen.
Tingene kan dog gå hurtigt i fodboldens verden, og torsdag sætter han i stedet ord på AGF’s nye spiller.
– Oliver Olsson er en stor stærk centerback, som ikke bare skiller sig ud med sin højde, men også med en god fart og lederegenskaber. Han sætter en stor ære i at forsvare sit mål, og han udviser på den måde en stor grad af vinderinstinkt og en god arbejdsmentalitet af sin unge alder.
– På den måde besidder han de værdier, vi sætter pris på i vores unge spillere og vi glæder os til at se ham fortsætte sin gode udvikling hos os, fortæller sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye.
DOWNLOAD campo.dk’s app og få vores nyheder direkte på din mobiltelefon. 👇🏼👇🏼
Oliver Olsson har spillet fast på U19-holdet i Vejle Boldklub denne sæson, mens det også er blevet til fem optrædener i reserveligaen.
Med et kontraktudløb til sommer, henter AGF den snart 19-årige midtstopper kvit og frit.
Hovedpersonen selv ser da også frem til at kunne fortsætte sin karriere i AGF.
– Det er en rigtig god mulighed, der er opstået for mig, og jeg glæder mig til at tage det næste skridt i min udvikling i AGF. Her er dygtige trænere og et virkelig fint set-up som jeg ser frem til at blive en del af, lyder det fra Oliver Olsson.
AGF og Oliver Olsson er blevet enige om fireårig aftale.