Arsenal-legende: Lampards skyld at Rüdiger smutter
Det er Frank Lampards skyld, at den tyske forsvarsspiller Antonio Rüdiger ikke vil forlænge sin kontrakt med Chelsea. Det mener i hvert fald Arsenal-legenden Paul Merson.
Frank Lampard nåede at få 84 kampe i spidsen for Chelsea, inden et pointgennemsnit på sølle 1,75 point per kamp i januar 2021 fik Chelsea-ledelsen til at fyre ham.
Igennem al sin tid i klubben, hvor han altid vil have legendestatus som spiller, havde Lampard tyske Antonio Rüdiger til rådighed, og det er netop Lampards skyld, at Rüdiger denne sommer forlader Chelsea.
Det skriver Sky Sports eksperten og den tidligere Arsenal-spiller Paul Merson i sin klumme.
– At miste Rüdiger til Real Madrid knuser hjerter i Chelsea, men han bestemte sig for 18 måneder siden på grund af den måde, han blev behandlet på af [Frank] Lampard, begynder Merson.
– Han blev fuldstændig smidt ud af holdet af Lampard, og det tror jeg satte et blivende aftryk på Rüdiger. Det var der, han besluttede ikke at underskrive en ny kontrakt, forklarer Paul Merson, som da også har en pointe.
Antonio Rüdiger var skadet, da Frank Lampard i 2019 overtog manager-sædet i Chelsea, men da han kom tilbage efter en lyskeskade til spillerunde 17 spillede han efterfølgende 19 af de 22 resterende kampe i Premier League.
Tuchel bekræfter: Rüdiger forlader klubbenAllerede i den efterfølgende sæson lod Lampard dog til at have ændret sit syn på tyskeren. Her blev det således kun til fire kampe i Premier League, inden Lampard efter 18 kampe blev fyret.
Merson afviser samtidig, at skifte skyldes, at Real Madrid er en større klub end Chelsea.
DOWNLOAD campo.dk’s app og få vores nyheder direkte på din mobiltelefon. 👇🏼👇🏼
– Hvis Real Madrid eller Barcelona ringede for år tilbage, så tog man afsted. Sådan ser jeg ikke på det længere. Chelsea er lige så gode som Real Madrid, det så man i Champions League-kvartfinalen. ’The Blues’ havde 45 dårlige minutter, men derudover var de Real Madrid langt overlegne, lyder det fra Merson.
Antonio Rüdigers skifte til Real Madrid er endnu ikke officielt bekræftet, men lørdag bekræftede Chelsea-manager Thomas Tuchel, at både Rüdiger og danske Andreas Christensen forlader klubben denne sommer.