Arsenal snubler: Selvmål kan koste Champions League – Chelsea er sikrede
Arsenal kan ikke længere afgøre sin egen skæbne, og er nu afhængige af at Tottenham taber i sidste runde.
Arsenal skulle bruge en sejr ude mod Newcastle mandag aften, hvis man selv ville stå med muligheden for at spille sig i Champions League i Premier Leagues sidste runde.
Selvom Arsenal havde alt at spille for, og Newcastle for længst har sikret sig overlevelse, var det altså hjemmeholdet, der trak sig sejrrigt ud af opgøret med resultatet 2-0.
Det første mål faldt efter 55 minutter, da den formentlig nu noget upopulære Arsenal-stopper Benjamin White lavede et selvmål.
I situationen forsøgte han at blokere et farligt Newcastle-indlæg og dirigere bolden til hjørne – I stedet kom han glidende i høj fart og med strakt ben, og bolden røg i eget mål.
At Newcastle bragte sig i front, var fuldt fortjent. Arsenal lignede ikke et mandskab, der havde alt at spille for, og forrige kamps gedigne tæv hos ærkerivalerne fra Tottenham sad muligvis stadig i kroppen.
Kampbilledet ændrede sig til et mere chancerigt et af slagsen efter målet, da Arsenal i stigende grad satsede offensivt mod kampens slutning.
Den offensive satsning medførte dog de største chancer til Newcastle, og efter 85 minutter gik det galt igen, da Bruno Guimaraes sparkede bolden i mål på riposten efter længere tids pres.
Da dommeren 11 minutter senere fløjtede af, viste måltavlen dermed 2-0 til Newcastle.
DOWNLOAD campo.dk’s app og få vores nyheder direkte på din mobiltelefon. 👇🏼👇🏼
Nederlaget til Arsenal betyder samtidig, at Chelsea nu har sikret sig en plads i top fire og dermed Champions League i næste sæson. Efter en periode med svingende resultater, var Chelsea ellers ved at være indhentet af både Arsenal og Tottenham.
Havde Arsenal vundet kampen, havde de haft et forspring på ét point ned til Tottenham forud for den sidste runde af Premier League. Nu er de derimod to point efter, og Tottenham skal dermed tabe sin kamp ude mod Premier Leagues nedrykningssikrede bundprop, Norwich, samtidig med at Arsenal skal vinde hjemme over Everton, hvis ‘The Gunners’ skal med i Champions League i næste sæson.
Du kan se selvmålet i afspilleren øverst i artiklen.