Anførere ude for både Brøndby og AaB
Både AaB og Brøndby må til søndagens indbyrdes opgør undvære deres respektive anførere, men for AaB er der også gode nyheder på skadesfronten.
Det er formentlig de to mest værdifulde spillere, og begge er anfører for henholdsvis Brøndby og AaB.
Andreas Maxsø og Lucas Andersen har også det til fælles, at ingen af dem kommer på banen til søndagens opgør de to klubber imellem på Aalborg Stadionn.
For Maxsøs tilfælde afsoner han den karantæne, han fik efter kampen mod FC Midtjylland, hvor han efter 16 minutter af kampen fik sæsonens tredje advarsel.
For AaB og Lucas Andersens tilfælde er det ikke en karantæne men derimod en skade, der holder ham udeaf opgøret. Det bekræfter cheftræner Lars Friis overfor Nordjyske.
Indtil videre er sæsonens tre møder mellem de to klubber endt med én sejr til Brøndby og to til AaB, og sidst de to hold mødtes i Aalborg blev det til en hjemmesejr på hele 3-0. Det var grundspillets sidste kamp i slutningen af marts, og selvom han håber på en gentagelse, så har Lars Friis på det seneste set et andet Brøndby-mandskab.
DOWNLOAD campo.dk’s app og få vores nyheder direkte på din mobiltelefon. 👇🏼👇🏼
– Jeg har set et Brøndby-hold med masser af energi og tro på tingene. De har hentet to flotte point mod først de kommende mestre fra FC København og så mod FC Midtjylland efterfølgende. Det viser kvalitet, og at de ikke er slået, siger Lars Friis til Nordjyske.
Mens AaB altså må undvære anfører Lucas Andersen til kampen, kan nordjyderne glæde sig over, at de har viceanfører Rasmus Thelander tilbage i truppen, efter han har siddet ude med en skade i de seneste tre kampe.