Premier League

Klopp forsikrer: Titelkampen er ikke ovre endnu

Liverpool mistede et vigtigt skridt i den engelske titelkamp, da de kun fik uafgjort med fra kampen mod Tottenham lørdag, mens Manchester City søndag slog Newcastle, men titelkampen er så langt fra afgjort endnu, lyder det fra Liverpools tyske manager.

Jürgen Klopp forsikrer at titelkampen i England ikke er ovre endnu
Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix

Der resterer tre kampe, og Manchester City har et forspring på tre point.

Weekendens kampe i Premier League spillede favoritværdigheden til det engelske mesterskab godt og grundigt over på Manchester Citys banehalvdel. Forud for tirsdagens kamp mod Aston Villa blev Liverpool-manager Jürgen Klopp spurgt til, om han havde sagt til sine spillere, at titelkampen var slut.

– Det tror jeg ikke, jeg sagde, for jeg mener, at det er åbenlyst. Det er klart, at det ikke er ovre uanset hvad der er sket. Vi har tre kampe endnu, og min bekymring går på, hvordan vi vinder de tre kampe. Jeg har ikke noget at sige i forhold til, hvordan City vinder deres. Vi stopper ikke med at tro på det, det er sådan vi gør, lød det fra Klopp ifølge ESPN.

Liverpool fik lørdag 1-1 med fra hjemmekampen mod Tottenham, mens Manchester City søndag slagtede Newcastle med 5-0. Efter den kamp udtalte City-manager Pep Guardiola, at alle i England håber, at Liverpool vinder mesterskabet, men det er Klopp ikke enig i.

– Jeg bor i Liverpool. Her er der helt sikkert mange, der ønsker, at vi vinder ligaen, men selv her er det formentlig kun 50 procent, lød det fra Klopp.

Mens Liverpool tirsdag skal på besøg hos Aston Villa, så skal Manchester City onsdag en tur til Birmingham, hvor Wolves tager imod de forsvarende mestre.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P