Bo Henriksen efter AaB-kamp: Jeg passer på mine spillere
FC Midtjylland vandt søndag 1-2 over AaB, men til sidst i kampen og efter kampen var der skærmydslers på sidelinjen, og de to cheftrænere, Lars Friis og Bo Henriksen, så bestemt ikke ud til at se ens på tingene.
Bo Henriksen var en glad mand efter slutfløjt på Aalborg Stadion søndag aften.
FC Midtjylland slog AaB 1-2 og lukkede dermed to af de tre point, de før dagen havde op til F.C. København på Superligaens førsteplads.
Alligevel så Bo Henriksen alt andet end glad ud, da han efter kampen mødtes med AaB’s cheftræner Lars Friis. De to var kort før slutfløjt højlydt uenige om en situation, hvor AaB’s Kasper Høgh fik gult kort for en tackling på Mads Døhr Thychosen, der måtte bæres fra banen.
– Vi var lidt uenige, og det må vi jo gerne være. Jeg passer jo bare på mine spillere, jeg SKAL passe på mine spillere, og når jeg ser den tredje blive båret ud, så har linjen måske været lidt for dårlig. Det er lige så meget irritation over, at mine spillere er blevet skadet og selvfølgelig også, at det sker på den måde, sagde Bo Henriksen efter kampen til 6’eren.
– Jeg begynder ikke at smide med alt muligt nu, jeg skal passe på mine spillere og stå op for dem, og når den tredje mand bliver båret ud, efter vi er blevet slagtet tre gange, så begynder det at blive for meget.
Kort inden situation med Kasper Høgh og Mads Døhr Thychosen havde Malte Højholt fået gult kort i en situation, hvor den nordjyske midtbanespiller næppe havde kunnet brokke sig over et rødt kort.
Highlights: FCM åbnede guldkampen i Aalborg– Det er jo bare voldsomt, men det er jo fair nok, at de går til stregen, det håber jeg også, at mine spillere gør, men jeg synes også at noget af det var over stregen, og det er jo de ting, som dommeren skal have styr på. Det er jo sådan set ikke Lars Friis’ skyld, at det sker, det er jo sådan set dommeren, der måske skal lægge linjen lidt før, lød det fra Bo Henriksen.
AaB fik i alt fem gule kort i kampen, mens det blev til fire for de gæstende midtjyder.