Roy Keane: Rashford har mistet sulten
Manchester Uniteds Marcus Rashford bragede igennem lydmuren, da han i 2016 scorede to mål i sin debut mod danske FC Midtjylland i 2016 og fik fodboldverdenen til at spærre øjnene op. Det seneste år har englænderen dog været en skygge af den spiller, som gav så høje forventninger i Manchester United.
Han er stadig kun 24 år gammel, men umiddelbart ser hans bedste tid som fodboldspiller ud til at ligge bag ham.
Marcus Rashford så så lovende ud, da han i 2016 debuterede for Manchester United, og i de efterfølgende sæsoner udviklede han sig til en spiller, hvis endelige gennembrud som en sand verdensstjerne så ud til at lure lige rundt om hjørnet.
Sådan er det dog ikke gået for angriberen, der efter en skadesplaget start på sæsonen slet ikke har fået det til at fungere i Manchester United denne sæson. Nu har han mistet sin plads på både det engelske landshold og i startformationen hos Manchester United.
– Det er som om, at han ikke lærer om spillet. Han flakker. Han har mistet sulten. De her unge spillere får en masse penge, og held og lykke til dem, men jeg tror, han har mistet sit fokus og kæmper med at få det tilbage, siger den tidligere Manchester United-anfører Roy Keane til SkySports.
Manchester United slog mandag Brentford ganske overbevisende med 3-0, men Marcus Rashford så hele kampen fra bænken, hvorfra han kunne se den blot 20-årige svensker, Anthony Elanga, gøre det godt på den positon, der tidligere har tilhørt ham.
– Hvorend Manchester United er på vej hen, så bliver Marcus [Rashford] efterladt. [..] Han er nødt til at få den sult tilbage i sit spil og tage de løb, som vi så fra [Anthony] Elanga i dag (mandag, red.) Rashford har mistet den sult, hvilket er kæmpestort for en spiller. Han er et talent, men det ser vi ikke, lyder det fra Roy Keane.
Highlights: Manchester United kontrollerede Brentford og vandt sikkert 3-0Marcus Rashford udmærkede sig under corona-pandemien udenfor fodboldbanen, da han blandt andet advokerede for gratis mad til skolebørn i Storbritannien.
– Om det handler om mangel på selvtillid, så har vi set hans kvaliteter før, men vi har ikke set dem i et år eller to. Jeg tror, han har sluppet blikket på bolden, uanset hvad det er med hans ’halløj’ udenfor banen.
– Det ser ikke ud til, at han er modnet nok. Vi har set det i et par kampe på det seneste; Da han spillede mod Liverpool, sagde jeg, at han spillede som et barn, lyder kritikken fra Roy Keane.
Rooney med klar opsang: Håber Rashford får hovedet ud af sin røvMarcus Rashford har kun startet inde i 13 kampe i Premier League i denne sæson, hvor han i alt har tegnet sig for fire scoringer. Det er det laveste antal ligascoringer i en sæson i hans karriere.