3F Superligaen

Brøndby-fans varsler stemningsboykot: Kollektive straffe er ikke vejen frem!

Brøndby IF's fans følger trop på det stemningsboykot, som FCK's fans stod bag i Parken.

Brøndby IF's fans vil afvikle et stemningsboykot til derbyet mod F.C. København i Superligaen den 8. maj.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Divisionsforeningen besluttede tidligere på året, på opfordring fra politiet, at de to derbyer mellem F.C. København og Brøndby IF i mesterskabsspillet skulle afvikles uden tilstedeværelse af udeholdets fans.

Det var hverken FCK’s- eller Brøndbys fans videre tilfredse med, og senest de to rivaler tørnede sammen den 18. april, valgte FCK-fansene at stemningsboykotte den første halve time af kampen i Parken, hvor der altså ikke var adgang for Brøndby-fans.

Nu meddeler Brøndbys fans, at man har tænkt sig at følge trop, når F.C. København gæster Brøndby Stadion søndag. Det gør de i et opslag på Facebook-siderne Sydsiden Brøndby og Brøndby Support:

– Uanset placering, form og trup-sammensætning betyder et derby rigtigt meget for os Brøndbyfans – og søndagens kamp er ingen undtagelse. Alligevel vælger Brøndby Support, Alpha Brøndby og Svinget at gennemføre en stemningsboykot indtil der er spillet 20 minutter og 4 sekunder af kampen. Kollektive straffe er ikke vejen frem!

– Vi ser ingen anden mulighed end at markere vores utilfredshed med de tiltag og restriktioner, som bliver lagt hen over hovedet på fodboldfans uden skyggen af forudgående dialog. At indføre kollektive straffe såsom ingen udefans til derby-kampe er et lavt og ikke særlig effektivt eller konstruktivt indgreb, som ikke medfører andet end at slå den levende og opblussende fankultur, som disse opgør er garant for, ihjel.

I opslaget står der videre, at boykottet sker for at sende et signal om, at det ikke er “sådan vi leger”, med reference til opfordringen fra politiet og den efterfølgende beslutning fra divisionsforeningen om ikke at tillade udebanefans til de to Københavnerderbys – uden dialog med de to fanfraktioner.

– Vi vil gerne understrege, at vi godt ved, at alle ikke er enige i denne stemningsboykot – og det er okay. Vi forstår godt folks higen efter at støtte spillerne maksimalt i en kamp mod vores ærkerivaler – den har vi også selv. Vi mener dog, at vi er nødt til at sætte foden ned her og tage en kamp, som ikke er sjov på den korte bane, men som i den grad kan gavne på den lange bane.

– Formålet med denne boykot er, at politiet og divisionsforeningen indser, at kollektive straffe og et forbud mod udefans ikke er vejen frem. Restriktioner forud for dialog er ikke vejen frem. Vi har i Brøndby og Danmark generelt en fankultur i fremgang med stigende tilskuertal – lad os sammen dyrke dette og fortsætte udviklingen af dansk fankultur.

Brøndby-profil efter hård periode: Vi skal skyde brystet frem

Opslaget rundes af med, at man selvfølgelig forventer fuld opbakning, når stemningsboykottet efter 20 minutter og fire sekunder får en ende.

Kampen mellem Brøndby IF og F.C. København spilles søndag den 8. maj klokken 16.00 på Brøndby Stadion.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P