Overtidsscoring koster Helsingør femte nederlag i træk
Der var tidlig lørdag eftermiddag lokalopgør fra den absolutte top af den danske 1. Division, da Lyngby hjemme på Lyngby Stadion tog imod rivalerne fra Helsingør.
Gummibenene er helt og aldeles en realitet i FC Helsingør.
Efter et fuldstændig suverænt grundspil, hvor det kun blev til et enkelt nederlag i 22 kampe, er det efter dagens 2-1-nederlag i Lyngby blevet til fem nederlag i træk i oprykningsspillet.
Gæsterne fra Helsingør kom efter 19 minutters spil bagud1-0, da Nicklas Mouritsen var uheldig at score selvmål.
Helsingør kom dog tilbage på omgangshøjde efter en time, hvor klubbens topscorer, Tonni Adamsen, viste sit korte aftræk fra feltkanten og passerede Lyngby-målmand Frederik Ibsen.
Dybt dybt inde i den 13 minutter lange overtid, blev blev det hjemmeholdets Emil Nielsen, der efter skidt FC Helsingør-forsvarsspil pludselig befandt sig alene med udeholdets målmand Kevin Stuhr-Ellegaard, som han ikke havde de store problemer med at passere.
Med sejren overtager Lyngby oprykningspladsen fra netop FC Helsingør, der med det femte nederlag i træk rykker ned på tredjepladsen i 1. Divisons oprykningsspil.