
Zlatan: Jeg er den bedste i MLS-historien
Zlatan Ibrahimovic er ikke i tvivl om, at han er den bedste, der nogensinde har spillet i den amerikanske liga, MLS.

David Beckham, Thierry Henry, Andrea Pirlo, David Villa og mange flere har spillet i MLS i USA.
Alligevel er svenske Zlatan Ibrahimovic dog ikke i tvivl om, at den bedste nogensinde til at spille i den amerikanske liga er ham. Det fortæller han i et interview med ESPN.
– Jeg er taknemmlig overfor MLS, fordi de gav mig chancen for at føle, at jeg var i live igen.
– Problemet var bare, at jeg var for meget i live. Så jeg var alt for god til hele ligaen. Det er også det, jeg fik vist. Og jeg er også den bedste, der nogensinde har spillet i MLS, og det er ikke bare mig, der har et ego og prøver at prale. Det er sandheden, siger den 40-årige svensker.

Zlatan Ibrahimovic skiftede i 2018 fra Manchester United til LA Galaxy i MLS, hvor svenskeren brugte to sæsoner af sin karriere i USA. Her nåede han at score 53 mål og lave 15 assist i 58 kampe.
Efter opholdet i Los Angeles skiftede den karismatiske angriber til AC Milan i 2020, hvor han i denne sæson kæmper med om det italienske mesterskab.