Nye rekorder og vilde tal: Få overblikket efter vanvittig semifinale
Det var en særdeles målrig og underholdende affære, da Manchester City og Real Madrid tørnede sammen i Champions League-semifinalen - Få overblikket over nye rekorder og historiske bedrifter her.
Manchester City og Real Madrid stod bag en af de mest underholdende Champions League-kampe i nyere tid, da de tirsdag aften bragede sammen i den første af to semifinaler.
Her endte Manchester City med at vinde 4-3, efter at have bragt sig i front med 2-0 allerede efter ti minutter.
Udover god underholdning for den fodboldglade seer, medførte kampen også nye rekorder og historiske bedrifter fra såvel spillere som klub.
Derfor har vi her på campo.dk valgt at samle de forskellige interessante rekorder, tangeringer og historiske bedrifter.
Artiklen fortsætter under reklamen.
Hurtigste mål:
Kevin De Bruyne skulle kun bruge 93 sekunder på at bringe Manchester City i front. Det er det hurtigste Manchester City-mål nogensinde i Champions League.
Flest mål siden Ronaldo:
Da Karim Benzema reducerede til 2-1 for Real Madrid, var det samtidig hans mål nummer 40 i denne sæson. Det er første gang siden Cristiano Ronaldo forlod klubben efter sæsonen 2017/2018, hvor den portugisiske stjerne nettede 44 gange.
Karim Benzema scorede også senere i kampen til 4-3, og er dermed oppe på 41 mål i sæsonen. Real Madrid har fortsat minimum seks kampe tilbage i denne sæson, og den franske målmaskine har derfor mulighed for at komme på måltavlen adskillige gange endnu.
Flest mål af ung englænder:
Da Phil Foden bragte Manchester City i front med 3-1, blev han den anden englænder i alderen 21 år eller yngre i historien til at score ni mål i Champions League. Kun Wayne Rooney har klaret samme bedrift.
Da Champions League finalen bliver spillet dagen efter Phil Fodens 22 års fødselsdag, skal han score i returopgøret mod Real Madrid, hvis han vil gøre sig forhåbninger om at være eneindehaver af rekorden.
Vilde Benzema:
Med sit hattrick i den første kvartfinale mod Chelsea og nu to mål i den første semifinale mod Manchester City, er Karim Benzema den første spiller i Champions League-historien til at score fem mål på udebane mod klubber fra samme land i knockout-fasen i samme sæson.
Målfest:
Med resultatet 4-3 tangerer tirsdagens semifinale rekorden for at være den mest målrige i Champions League-historien. Der er således kun blevet scoret syv mål i en semifinale to gange før – Ajax 5-2 Bayern München i 1995 og Liverpool 5-2 Roma i 2018.
Real Madrids kryptonit:
Efter at have sejret over Real Madrid tirsdag aften, har Manchester City nu vundet de seneste tre opgør mod den spanske kongeklub. Det er mere end nogen anden engelsk klub, da ingen andre har formået at slå Real Madrid mere end to gange i Champions League.
Kilde: OptaJoe
Highlights: Chokstart, målfest og ‘Panenka’ i årets første Champions League-semifinaleManchester City og Real Madrid spiller returopgøret i semifinalen den 4. maj i Madrid.