
Medie: Braithwaite kan inkluderes i byttehandel
Den danske landsholdsspiller Martin Braithwaite er efterhånden blevet lidt for gode venner med udskiftningsbænken i FC Barcelona, men det kan der være råd for. Klubben kunne nemlig tænkes at bruge danskeren som en del af en byttehandel.

22 minutters fodbold fordelt på to kampe.
Sådan lyder fakta for danske Martin Braithwaite i FC Barcelona, siden Xavi i starten af november sidste år overtog trænersædet i den spanske storklub.
Godt nok var Braithwaite knæskadet, da Barca-legenden Xabi kom tilbage til klubben, men siden januar har han varmet bænken i 11 af 13 LaLiga-kampe, og kun i én er det altså blevet til ti minutters spilletid.
De øvrige 12 minutters spilletid kom i pokalnederlaget til Athletic, hvor han 18 minutter inde i den forlængede spilletid blev sendt på banen til de sidste 12 minutter.
Nu melder Barcelona-avisen Sport dog, at der kan være ændringer på vej for den danske angriber.
Den catalanske storklub skulle nemlig være interesserede i at tilknytte Celta Vigos venstreback Javi Galan, som menes at koste 10 millioner euro – cirka 75 millioner danske kroner.

Pengene hænger dog ikke på træerne i Barcelona, som skulle være interesserede i at sænke den kontante pris på Galan ved at sende enten Braithwaite eller Riqui Piug den anden vej.
For at skiftet kan komme i hus menes det dog, at Braithwaite enten skal være villig til at gå markant ned i løn, eller alternativt skal FC Barcelona fortsat betale en del af hans løb.